Gentofte: Borgerne i Gentofte kan nu bruge deres smartphone som stemmeseddel. Første gang ved skolebestyrelsesvalget i maj.
Økonomi- og indenrigsministeriet barsler med at give landets kommuner lov til at afholde digitale valg til kommunalvalget næste år. Den mulighed får forældre i Gentofte allerede i maj måned i år, når der er skolebestyrelsesvalg i kommunen. Her bliver det for første gang muligt at stemme både via pc og smartphone.
– Digitale og mobile løsninger øger fleksibiliteten for borgerne og er service, når borgeren selv har tid og lyst, siger Økonomidirektør i Gentofte, Jens Peter Friis.
Gratis app
For at stemme digitalt skal borgeren enten logge på kommunens selvbetjeningsløsning Genvej over pc’en eller bruge MobilGenvej, der er en ny, mobil app-udgave af løsningen.
Genvej nås via www.gentofte.dk/genvej mens MobilGenvej hentes gratis i Apples App Store eller i Google Play.
På de syv skoler, hvor der er afstemningsvalg, har forældrene mulighed for at stemme deres kandidater ind. Afstemningen startede i går mandag d. 30. april og varer til og med torsdag den 10. maj.