Gentofte Årets Idrætskommune 2009

Gentofte: Lørdag aften fik Gentofte Kommune tildelt prisen som Årets Idrætskommune. Det skete ved DR’s Sport 09. – En flot anerkendelse til de mange frivillige på idrætsområdet, siger Gentoftes borgmester Hans Toft.

– Vi var for tredje år i træk nomineret som en af tre kommuner til at modtage prisen som Årets Idrætskommune, og jeg er både meget glad og stolt over, at vi vinder i år. Det er en stor anerkendelse af kommunens foreninger og deres mange frivilliges fine indsats på idrætsområdet. Og selvfølgelig også en stor glæde for kommunen, at vores store fokus på at skabe både nye aktiviteter samt nye og moderne faciliteter har båret frugt, siger borgmester Hans Toft og fortsætter:

– Vi glæder os til at fortsætte aktivitetsniveauet i 2010, hvor vi med hjælp fra denne pris går i gang med at udvikle et koncept for foreningsidrætten, hvor hele familien kan deltage aktivt i idrætsaktiviteter både sammen og hver for sig.

De unge bliver ved sporten
Gentofte Kommune har i 2009 udviklet en ordning, der styrker klubbernes arbejde for at fastholde de unge i foreningernes idrætsaktiviteter, når de skal rykke op i ungdoms- og seniorrækkerne. Erfaringerne er gode – bl.a. fra en forening, hvor 90 procent af de unge i dag fortsætter som seniorspillere, hvor kun 25 procent af de unge fortsatte i perioden 2000 – 2006.

Dommerkomiteens begrundelse
Dommerkomiteen, som er Danmarks Idræts-Forbunds bestyrelse, siger i sin begrundelse for valget af Gentofte Kommune som Årets Idrætskommune 2009 bl.a.: ”Gentofte Kommune har gennem flere år arbejdet strategisk med en sammenhængende idrætspolitik. I 2009 har kommunen gennemført en omfattende renoverings- og moderniseringsstrategi, så der i dag er tidssvarende og moderne idrætsfaciliteter i hele kommunen.”

– Jeg skal ikke lægge skjul på, at vi har fået mange meget kvalificerede ansøgninger til at blive Årets Idrætskommune, men jeg mener, at Gentofte Kommune i 2009 har været et skridt foran sine nærmeste konkurrenter, når det handler om udvikling og fremme af idræt i kommunalt regi, siger formand for Danmarks Idrætsforening og medlem af dommerkomitéen, Niels Nygaard.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.