I går formiddag ved 9.30-tiden rykkede Vestsjællands Brandvæsen ud til en brand i en campingvogn på campingpladsen Sanddobberne.
Ilden var opstået som følge af en eksplosion i en gasovn i campingvognen. Ingen var kommet til skade ved eksplosionen.
Gæster på campingpladsen handlede hurtigt og skyndte sig til den brændende campingvogn med deres pulverslukkere, så brandvæsnet kunne nøjes med at foretage en efterslukning.
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at man nu undersøger de nærmere omstændigheder i et forsøg på at finde frem til årsagen til eksplosionen i campingvognen, der ejes af en 35-årig kvinde fra Køge.