Kirke Hyllinge: Lejre Brandvæsen blev lørdag formiddag kaldt ud til en gårdbrand på Jenslevvej ved Kr. Hyllinge i Hornsherred.
Meldingen om branden indløb kort efter klokken 11.30.
Da brandfolkene kom frem til stedet, var der ild i nogle af gårdens længer. Brandfolkene gik med det samme igang med at få kontrol over ilden. Under slukningsarbejdet valgte indsatslederen fra Lejre Brandvæsen at bede kollegaerne i Holbæk Brandvæsen om assistance i form af en tankvogn, som straks blev sendt til stedet.
Det lykkedes brandfolkene at forhindre ilden i at sprede sig til stuehuset.
Ingen mennesker eller dyr kom noget til ved branden.