Landet over er der Julemærkemarch på søndag . Gå en tur på fem eller ti kilometer og støt samtidig børn på Julemærkehjem.
For 38. gang er der, traditionen tro, Julemærkemarch den første søndag i december. I år på søndag den 7. december og der er start hele 63 forskellige steder landet over. Gåturene er på henholdsvis fem og ti kilometer, og for mange er det blevet en rigtig hyggelig juletradition. Vil du hellere løbe ruten, kan du også det. Er der løbere ved startstedet, bliver de sendt af sted først. I år er der ikke mulighed for tidtagning, men det er et område, som Julemærkemarchen vil udvikle på det kommende år.
Efter sidste års fælles gåtur, hvor knap 18.000 deltog, kunne Julemærkemarchen overrække Julemærkefonden en check på 1.000.001 kroner. Siden starten i 1977 har flittige fødder gået 15,5 mio. kroner ind til det gode formål.
Vigtigt bidrag til børnene
Hvert år får 750 børn i alderen syv til 14 år hjælp på et af de fire Julemærkehjem i Danmark, og med en venteliste på 400 børn til Julemærkehjemmene er bidraget fra Julemærkemarchen meget vigtigt.
– Donationen og det utrættelige frivillige arbejde bag Julemærkemarchen har stor betydning for os, fortæller direktør i Julemærkefonden, Søren Ravn Jensen.
– Julemærkehjemmene modtager kun 6 % i offentligt tilskud, så vi er helt afhængige af, at folk støtter indsamlingsinitiativer som Julemærkemarchen.
Sådan deltager du
Mange har allerede forhåndstilmeldt sig Julemærkemarchen, men der er plads til alle. Mød op på et af startstederne på søndag, så er du med. Det koster 60 kroner for et medaljestartkort og 30 kroner for et diplomstartkort. Alt overskud går til Julemærkefonden. På www.julemaerkemarchen.dk kan du se alle startsteder og starttidspunkter.
Fakta om Julemærkehjemmene
Der findes fire Julemærkehjem i Danmark
Hjemmene ligger i Skælskør, Ølsted, Kollund og Hobro
Hvert år får 750 børn hjælp til et bedre liv på et Julemærkehjem
Børn på Julemærkehjem er mellem syv og 14 år
Børn på Julemærkehjem har ofte dårlig livskvalitet, hvor mobning og lavt selvværd fylder meget
På et Julemærkehjem får børn mod på livet igen
Behovet for Julemærkehjemmene er fortsat stort – lige nu venter 400 børn på at få hjælp