Brøndby: Københavns Vestegns Politi har fundet en taske med skydevåben på banelegemet ved Brøndbyøster Station og søger vidner, som har set, hvem lagde tasken der.
Efter at have modtaget en henvendelse fra en borger, har Københavns Vestegns Politi haft standset togtrafikken omkring Brøndbyøster Station mellem 18.10 – 18.40 og gennemsøgt banelegemet med hundepatruljer.
Tjenestehundene fandt en sort taske med to skydevåben gemt i en kabelkasse på selve banelegemet ca. 150 meter øst for stationen.
Københavns Vestegns Politi efterlyser vidner, som har set hvem der har gemt tasken der.
Tidligere i dag blev der affyret flere skud mod en gruppe mænd ved en McDonald’s i nærheden. Den sag efterforsker Københavns Vestegns Politi fortsat.
– Hvorvidt der er sammenhæng mellem skudepisoden og tasken med våben er det endnu for tidligt at sige, siger efterforskningschef Jørgen Isalin, København Vestegns Politi.