Kort før klokken to natten til søndag fik politiet en anmdeldelse fra en taxachauffør om, at en kunde i taxaen ikke ville stige ud.
Chaufføren var ankommet til kundens bopæl i Gersagerparken i Greve, men den spirituspåvirkede kunde ville nu ikke forlade taxaen.
Politiet kørte til stedet og fik kontakt til taxakunden, der var en kraftigt påvirket af spiritus. Kunden – en 31-årig mand – blev frihedsberøvet med henblik på anbringelse i detentionen til afrusning.
Taxachaufføren fik oplysninger om manden, så betalingen for turen kunne blive udredt senere.
Op ad formiddagen søndag blev den 31-årige løsladt fra politistationen i Roskilde, så igen kunne begive sig mod sin bopæl i Greve.