København: Udsatte børn og unge, der har brug for et fast holdepunkt i tilværelsen, kan nu få hjælp af kommunens nye mentorordning.
Københavns Kommune vil i samarbejde med frivillige organisationer tilbyde udsatte og kriminalitetstruede børn og unge en frivillig mentor.
Mentoren skal virke som et fast holdepunkt i hverdagen og blandt andet motivere til at fastholde skolegang eller uddannelsesforløb, og det er foreløbigt planen, at op mod 90 unge kan tilknyttes pilotprojektet.
– Uddannelse og job er afgørende for vores livskvalitet. Det er et velkendt problem, at udsatte børn og unge lettere ved at falde ud af uddannelsessystemet. Det har vi ikke råd til hverken menneskeligt eller økonomisk, og derfor ønsker vi nu systematisk at afprøve, om frivillige organisationer og mentorer kan gøre en forskel, siger overborgmester Frank Jensen.
Københavns Kommune har i forvejen en lang række aktiviteter, der skal fastholde de unge i uddannelse og job. Men målet er, at mentorordningen skal tilbyde de unge noget andet end det kommunale i forvejen gør.
– Det er mit håb, at en frivillig mentor kan tilbyde kommunen noget andet end en professionel ansat i kommunen. Og jeg er sikker på, at der er masser af borgere, der gerne vil bidrage, siger Frank Jensen.
Tidligere erfaringer fra lignende mentorordninger viser stor effekt i forhold til at fastholde udsatte unge i uddannelse og job. Således 95 procent af en gruppe på 130 unge fortsat i gang med uddannelse siden de i 2011 blev tilknyttet en mentor fra Ungdommens Uddannelsesvejledning. Og overgangen fra folkeskole til ungdomsuddannelse er ofte særligt vanskelig for de unge, lyder det fra Jeannett Skov, som er uddannelsesvejleder på Klostervængets
Heldagsskole og mentor for ni unge.
– Mange af de unge er de første i familien til at tage en ungdomsuddannelse. De har derfor ikke de samme muligheder for at
spørge deres forældre til råds om de mange både faglige og sociale
spørgsmål, der melder sig, når man begynder på en
ungdomsuddannelse. Det får de mulighed for med en mentor,
forklarer Jeannett Skov.