Torsdag middag kørte brandvæsnet og politiet ud til en beboelsesejendom på Nylandsvej i Køge, hvor der var udbrudt brand i en lejlighed på tredje sal.
Beboerne i lejligheden havde reddet sig selv ud og havde slået alarm.
Ved politiets ankomst udviklede branden en del røg, således at en kvindelig beboer i en lejlighed var spærret inde på grund af røgudviklingen. Ved hjælp af en stige lykkedes det brandfolkene at redde kvinden.
De øvrige beboere var kortvarigt blevet evakueret uden problemer.
I lejligheden på tredje sal hos en 46-årig kvindelig beboer var der ild i køkkenet, hvor sandsynligvis en frituregryde var årsag til brandens opståen.
Ingen kom til skade ved branden, som skademæssigt begrænsede sig primært til køkkenet i lejligheden på tredje sal samt muligt lettere røg- og sodskader ved lejlighederne på fjerde sal.