23. november 2024

København: Fodboldfabrikken på Vesterbro har frem til sommerferien foræret Københavns Kommune to fodboldbaner, som kommunens skoler kan benytte. Og initiativet er allerede blevet en kæmpe succes.

Skoleelever I København har nu mulighed for at få fodbold på skemaet. I hvert fald, hvis det står til Fodboldfabrikken. De har nemlig tilbudt kommunen to gratis baner hver dag i skoletiden.
– Vi stiller to baner til rådighed for kommunens elever. Det eneste skolerne skal gøre er at booke banen, siger Fodboldfabrikkens administrerende direktør, Lars Kruse.

Siden Fodboldfabrikken åbnede for halvandet år siden, har de haft en del skoler, som har lejet baner hos dem.
– De tilbagemeldinger vi får, fra både elever, lærere og forældre, er, at børnene har haft nogle super oplevelser. Og de gode oplevelser, som mange allerede har fået, vil vi gerne give til endnu flere skoleelever, siger Lars Kruse.

Fodboldfabrikken er Danmarks eneste indendørs fodboldcenter med kunstgræsbaner.
Og det er de baner, som kommunens skoleelever altså får mulighed for at spille på.
– Vores baner er sjældent udsolgt i dagtimerne, og det synes vi er en skam. Vi ser jo helst, at der er aktivitet på alle banerne hele dagen, og det er klart, at det håber vi også, at initiativet her kan hjælpe med, fortæller Lars Kruse.

Også hos Københavns Kommune glæder de sig over samarbejdet.
– Det er en fantastisk enestående mulighed for os, som vi er meget taknemmelige over at få, og jeg synes, det er en super ide. Vi er jo i en situation, hvor vi mangler idrætsfaciliteter til kommunens børn og unge, og tilbuddet her er en stor hjælp på vejen, siger Københavns Kommunes kultur- og fritidsborgmester, Pia Allerslev.

Hun kalder Fodboldfabrikken ’ægte, renlivet iværksætteri og godt gammeldags privat initiativ i verdensklasse’. Et initiativ, Pia Allerslev er begejstret over, at byens skoleelever nu kan afprøve helt frem til sommerferien.
– Konceptet er fedt, og der er supergode faciliteter på Fodboldfabrikken, siger Pia Allerslev.

Kommunen har allerede fået bestillinger fra skoler i hele København.
– Der er stor opbakning til det, så det lover godt for samarbejdet mellem kommunen og Fodboldfabrikken, fortæller Pia Allerslev.
Fodboldfabrikken udlejer indendørs fodboldbaner på Vesterbro i København. Både til private og virksomheder. De afvikler stævner, ligaer og virksomhedsevents/teambuilding. Fodboldfabrikken er hjemsted for 6.000 fodboldspillere og adskillige virksomheder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.