22. november 2024

Foto: <a href="https://pixabay.com/users/StockSnap/">StockSnap</a> / Pixabay

Foto: StockSnap / Pixabay

Fredensborg Kommunes børneinstitutioner og folkeskolernes 0.-5. klasser genåbnes efter påske. Det sker gradvist fra den 15. april.

Et enigt Børne- og Skoleudvalg vedtog langfredag morgen på et videomøde med deltagelse af både borgmester og kommunaldirektør, at både børneinstitutioner og skoler genåbnes. Det sker med en blød start fra og med den onsdag den 15. april til den 17. april. Fra mandag den 20. april kører den tilpassede model i børneinstitutioner og for skolernes 0.-5. klasser.

– Det er dejligt, at vi nærmer os en normal hverdag og både børneinstitutioner og skolernes 0.-5. klasse nu kan åbnes i igen. Det er ikke en fuldstændig åbning og der er stor fokus på at medarbejderne har de rette værnemidler til rådighed og at myndighedernes krav følges, siger formand for Børne- og Skoleudvalget i Fredensborg kommune Per Frost Henriksen, der tilføjer, at han er tryg ved, at åbne op med en dygtig stab af ledere og medarbejdere og at det glæder ham, at der står et fuldstændigt enigt Børne- og Skoleudvalg bag åbningen.

– Det er vigtigt at sige, at raske medarbejdere passer og underviser raske børn. Det gør det trygt og forsvarligt at åbne institutioner og skoler, og jeg blev da også glad, da vi blev forsikret om, at voksne gerne må kramme børn, når de for eksempel er kede af det, siger Per Frost Henriksen, der også har stor forståelse for, at der i en opfattende forandring, som at åbne børneinstitutioner og skoler, midt i en tid med Coronasmitte, dukker rigtig mange spørgsmål op. Han henviser i den forbindelse til hjemmesiden coronasmitte.dk, der jævnligt opdaterer spørgsmål/svar på siden.

Der vil fortsat være nødpasning efter kl. 16 samt morgenpasning for de forældre, der arbejder i kritisk erhverv.

På daginstitutionsområdet sker der som udmeldt af statsministeren en gradvis åbning fra den 15. april. Det betyder, at der fra 15. april ikke længere vil være særlige kriterier, der skal være opfyldt for at kunne få pasning.

Arbejdet med indretning og organisering efter de nye retningslinjer vil ikke kunne være klar på alle stuer fra den 15. april og derfor vil åbningen være ledsaget af en appel til forældrene, der har mulighed for det, om fortsat at passe børnene hjemme i dagene 15.-17. april. Af samme årsag vil pasning i dagene 15.-17. april, som under nødpasningen, forudsætte forudgående tilmelding af barnet. Fra den 20. april vil børneinstitutionernes huse i alle bysamfund være åbne.

For at kunne leve op til sundhedsmyndighedernes skærpede krav vil genåbningen fra den 15. april og indtil videre være et tilbud om daglig pasning i 6-7 timer for det enkelte barn. Det giver mulighed for at det er de samme medarbejdere, der er tilknyttet børnene i hele deres ophold i institutionen. Dermed minimeres smitterisikoen.

Genåbningen vil med de mange begrænsninger og myndighedskrav være ganske ressourcekrævende. Under disse forhold vil det ikke være forsvarligt samtidig at indkøre nye børn. Derfor suspenderes garantidatoen for pasning.

Børn, der skulle være nystartet i institution under nedlukningen, vil blive tilbudt indkøring i slutningen af april/starten af maj efter nærmere aftale med den enkelte institution. Børn med planlagt opstart 1. maj vil blive tilbudt gradvis indkøring fra den 10. maj og den efterfølgende uge.

For de mindste børn, der fortsat sover middagssøvn, vil der blive søgt fundet lokale løsninger. I det omfang rammerne i det enkelte hus giver udfordringer så sundhedskravene ikke vil kunne opfyldes, kan det være der alene kan tilbydes pasning ½ dag, således at børnene må hentes inden middagssøvnen.

På skoleområdet startes op onsdag den 15. april til og med fredag den 17. april med en ”udvidet nødpasning”. Udvidelsen består i, at alle elever fra 0.-5 klasse tilbydes nødpasning, hvis forældrene selv vurderer at de har et behov.

Der vil kun i begrænset omfang være undervisning på skolen de første tre dage. Forældrene skal fortsat aktivt på forhånd tilmelde deres børn i de første tre dage. Der gennemføres ikke hjemmeundervisning for disse klassetrin de tre dage.

Fra mandag den 20. april er der forholdsvis normal undervisning på skolerne for 0.-5. klasse i det omfang de sundhedsmæssige retningslinjer tillader det. Fra den 20. april er der tilsvarende undervisning i specialklasserækkerne for alle alderstrin.

For at sikre den bedst mulige undervisning og tilstrækkelige ressourcer, når der skal leves op til sundhedsmyndighedernes krav om fysisk afstand mellem eleverne, følger undervisning og SFO-åbningstider til en start et reduceret skema, der fastlægges således:

0.-2. årgang går i skole fra kl. 8-12 og i SFO I fra kl. 12-16 og eleverne på 3.-5. årgang går i skole fra kl. 8-13 og i SFO II fra kl. 13-15. Den konkrete organisering af undervisning og fritidsordning sker på de enkelte skoler, der også lokalt laver aftaler med forældrene.

Skolerne indberetter ikke fravær til administrationen og fravær kan dermed heller ikke medføre sanktioner.

Der gennemføres ikke hjemmeundervisning for børn som ikke sendes i skole, men oplysning om opgaver, pensum mv. vil som sædvanligt være tilgængeligt for børn og forældre. SFO’er åbner tilsvarende for børn fra 0.-5. klasse. I det omfang der er behov for ekstra ressourcer i skolerne kan åbningstiden for SFO indskrænkes.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.