22. november 2024
an airborne mavic drone machine

Arkivfoto: Alan Quirván / Pexels.com.

Søndag aften blev et forsøg på indsmugling af hash til en indsat på Psykiatrisk Center Sct. Hans i Roskilde forpurret.

Det fremgår af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Heri kan man læse, at politiet kl. 21.54 fik en anmeldelse om, at ansatte på det psykiatriske hospital havde fået fat i en drone, som var fløjet hen til en udendørs atriumgård på hospitalets område.

Under dronen hang en ca. 1 meter lang snor, i hvilken der var fastgjort en lille pakke i form af en pølsemandspose. En patient på hospitalet stod klar til at tage indholdet af pølsemandsposen, men en hurtig ansat på stedet fik fat i snoren først og trak i den, hvorved den ansatte fik fat i dronen og politiet blev tilkaldt.

Pølsemandsposen viste sig at indeholde 10,62 gram hash, og patienten på hospitalet blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Den sigtede i sagen vil høre nærmere på et senere tidspunkt.

Politiet beslaglagde hashen og dronen og skal nu undersøge, om droneføreren kan identificeres.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.