En ud af fem har kørt galt eller været tæt på at køre galt i arbejdstiden. Det viser en ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension. Nu skal en trafiksikkerhedskonference vise virksomhederne, hvordan de kan begrænse antallet af trafikulykker blandt deres ansatte.
De ansatte i landets private og offentlige virksomheder kører hver dag mange timer og kilometer på vejene. De kører ikke nødvendigvis mere risikobetonet end andre trafikanter, men de er mere udsatte for at ende i en trafikulykke, da de opholder sig lang tid i trafikken.
Mange erhvervskøretøjer er generelt større og tungere end personbiler, og derfor bliver konsekvenserne af en ulykke også mere alvorlige. Og alt for ofte går det galt.
Hele 20 % af erhvervsbilisterne (dem som kører mere end 1000 kilometer om året i arbejdstiden) siger, at de inden for det sidste år har kørt galt eller været tæt på at køre galt, mens de var på arbejde. Det skal der gøres noget ved.
Derfor afholder Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension den 11. november en trafiksikkerhedskonference, hvor en række virksomheder viser, hvordan de har haft succes med at begrænse antallet af trafikulykker med firmabiler, varevogne og lastbiler i trafikken. Desuden kan de virksomheder, der deltager i konferencen, få hjælp til selv at komme i gang med at skabe en mere sikker trafikkultur blandt deres ansatte.
– Erfaringer fra danske og udenlandske virksomheder viser, at der er store gevinster at hente ved at arbejde med trafiksikkerhed. Det kan være med til at forebygge, at der sker alvorlige personskader i trafikken. For virksomhederne kan der også være penge at spare, hvis de arbejder målrettet med de ansattes kørsel i trafikken, siger Mogens Kjærgaard Møller, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik.
Forsikringsbranchen bakker op
Forsikringsbranchen vil være med til at gøre virksomhederne trafiksikre.
– Det er samfundsøkonomisk det eneste rigtige at forebygge trafikulykker, hvad enten det er privat- eller erhvervskørsel. Vi tror på, at arbejdspladserne spiller en nøglerolle, og at vi derigennem kan reducere antallet af ulykker. Derfor tager forsikringsbranchen et medansvar for at gøre danske virksomheder mere trafiksikre, siger underdirektør Hans Reymann-Carlsen, Forsikring & Pension.
Pris til trafiksikker virksomhed
På trafiksikkerhedskonferencen den 11. november vil Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension også uddele den årlige Sikker Trafik Erhverv-prisen til en virksomhed, der har gjort en ekstraordinær indsats, som har gavnet de ansattes sikkerhed i trafikken. Ti virksomheder fra hele landet er indstillet til prisen.
Desuden uddeles en ildsjæle-pris til en person, der har gjort en særlig indsats for at fremme trafiksikkerheden på sin arbejdsplads.
Fakta:
– 20 % af erhvervsbilisterne har kørt galt eller været ved at køre galt i arbejdstiden (kilde: Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension).– Der er et erhvervskøretøj involveret i hver 4. trafikulykke med alvorlige personskader (kilde: Vejdirektoratet).
– På en gennemsnitsdag transporterer danskerne sig næsten 193 millioner kilometer på vejene (alle danskere fra 10 – 84 år) (kilde: DTU Transport, Transportvaneundersøgelsen).