23. november 2024

Fona har sendt elektroniske nyhedsbreve med reklamer til to forbrugere, som flere gange havde frabedt sig det. Det er i strid med markedsføringsloven, og Fona betaler nu en bøde på 10.000 kroner.

I sagen havde begge forbrugere afmeldt sig elektroniske reklamer fra Fona via et link i nyhedsbrevene og efterfølgende fået en bekræftelse fra Fona på det.

Alligevel vedblev Fona med at sende nyhedsbreve med reklamer til forbrugerne. De to forbrugere modtog samlet omkring 30 uanmodede reklamer fra Fona.

Fona har oplyst til Forbrugerombudsmanden, at nyhedsbrevene blev udsendt på grund af en teknisk fejl, som efterfølgende er blevet rettet.

Forbrugerombudsmanden politianmeldte i oktober 2014 Fona og fire andre selskaber for at overtræde markedsføringslovens forbud mod spam. Fona er det fjerde af de fem selskaber, der betaler en bøde.

Forbrugerombudsmanden blev gjort opmærksom på sagen via sin spam-postkasse, hvor der sidste år indkom omkring 1.500 klager hver måned.

Konstitueret forbrugerombudsmand, Benedikte Havskov Hansen, siger:

– Det er op til forbrugerne selv at bestemme, om de vil modtage reklamer, og virksomhederne må indrette deres systemer, så de overholder reglerne. Det havde Fona ikke gjort i denne sag, og det udløser nu en bøde til selskabet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.