Vestegnen: 79 anholdte, 157 sager ekspederet. Det er resultatet af fogedaktionen i uge 6, som Eftersøgningen hos Københavns Vestegns Politi kørte i samarbejde med Glostrup Fogedret.
– 157 sager klaret på to dages arbejde. Det er meget tilfredsstillende, siger Kim Granau, leder af Eftersøgningen.
600 personer var før aktionen efterlyst til fremstilling i Fogedretten. 38 personer blev tirsdag den 8. februar anholdt i Gladsaxe og Herlev, 41 dagen efter i Hvidovre, Brøndby og Glostrup.
Mange melder sig selv
Aktionen i sidste uge betyder også, at flere borgere nu griber lejligheden til at få deres sager ud af verden.
– Flere melder sig selv i disse dage. Det er positivt, siger Kim Granau.
Han håber, at endnu flere vil følge trop, så de undgår at blive anholdt derhjemme, på arbejdet eller et andet sted.
Borgere kan frivilligt møde op i Glostrup Fogedret på alle hverdage mellem kl. 08.30 og 09.00. Efter kl. 09.00 kan man ikke forvente at få sin sag behandlet.