Københavns Vestegns Politi har nu rejst sigtelse mod seks mænd for at knuse ruder, lave buler og male på to belgiske turistbusser ved et hotel i Hvidovre inden kampen mellem Brøndby FC og Brugge i sidste måned.
Natten mellem onsdag d. 6. og torsdag d. 7. august blev to belgisk indregistrerede turistbusser ved Scandic Hotel på Kettevej i Hvidovre udsat for hærværk. Busserne fik knust ruder, buler og blev bemalet med ”BIF” og ”D43” med graffiti.
Selvom de belgiske busser blev overmalet med ”BIF”, var de uden relation til det belgiske fodboldhold FC Brugge, som skulle spille mod Brøndby IF på Brøndby Stadion om aftenen den 7. august. Busserne var derimod udlejet til at køre med asiatiske turister på besøg i Danmark.
Københavns Vestegns Politi har siden efterforsket sagen, identificeret og sigtet seks mænd efter straffeloven for groft hærværk og medvirken til samme.
– Vi mener, at der var flere om hærværket, så der kan komme flere sigtelser i sagen, siger vicepolitiinspektør Charlotte Skovby.
De seks sigtede er mellem 16 og 33 år og fra Næstved, Ringsted, København, Hvidovre, Ballerup og Tåstrup. De har alle en relation til en BIF-fangruppering.
Udover straffesagen mod dem venter et erstatningskrav i størrelsesordenen et par hundredetusinde kroner.