København: Det er ikke kun mælk og agurker, som børnehaver og vuggestuer i København har betalt alt for meget for igennem de sidste to år.
Mælkeskandalen i Københavns Kommune ruller videre. Nu viser det sig, at flere leverandører har snydt børnehaver og vuggestuer ved at tage for høje priser for madvarerne.
Kommunen startede en undersøgelse af leverandørerne, da Newspaq afslørede, at en af dem havde taget for høje priser for blandt andet økologisk letmælk – 11 kroner for en liter – og agurker – 20 kroner stykket. Den leverandør – Økologisk Grønt Torv (ØGT) – blev fyret prompte.
Og et nærmere eftersyn af fakturaerne har vist, at ØGT ikke er den eneste leverandør, der har malket institutionerne.
– Der har været andre uoverensstemmelser. Det har der, afslører direktør i Koncernservice, Jan Gundersen, til Newspaq.
Koncernservice laver indkøbsaftaler for Københavns Kommune og har otte totalleverandører og otte specialleverandører på listen over virksomheder, hvor institutionerne kan bestille fødevarer fra.
Men Jan Gundersen vil ikke oplyse, hvor mange leverandører der har taget overpriser, eller hvilke varer de taget for meget for. Og der er trods de nye afsløringer ikke umiddelbart nogen fyreseddel på vej til de uærlige leverandører.
– Der kommer nogle prisjusteringer, og vi vil kræve de penge ind, som der er blevet overfaktureret med, siger direktøren.
Men det er helt ude i hampen, at leverandørerne ikke får sparket med det samme, raser Københavns Forældre Organisation (KFO).
– Alle de penge, som fosser unødigt ud af institutionerne, går jo direkte fra børnene. De penge, der er røget ned i foret på leverandørerne, kunne jo have været brugt på pædagogik til børnene. Så det er vi som forældre rigtig kede af, siger pressetalskvinde i KFO, Nina Reffstrup, til Newspaq.
Hun bliver bakket op af næstformand i Landsforeningen For Socialpædagoger (LFS), Jan Hoby.
– Det bliver nødt til at høre op. Det går ud over børnenes velfærd og medarbejderne, at de institutionerne skal betale overpriser på varer, som de kan købe billigere i Netto, siger han til Newspaq.
LFS organiserer hovedparten af pædagogerne i København, og nu kræver næstformanden, at børnehaverne og vuggestuerne bliver kompenseret.
Samtidig kræver han handling fra overborgmester Frank Jensen (S), så der kan blive ryddet ud i de brodne leverandør-kar.
– Den her skandale bliver nødt til at blive rullet op, og man bliver nødt til at gennemgå det her med en tættekam, siger Jan Hoby.
Og det er lige præcis det, som de radikales formand i borgerrepræsentationen, Manu Sareen, har tænkt sig at gøre. Han er chokeret over de nye afsløringer og bliver ikke formildet af, at den fyrede leverandør ØGT er taget til nåde og igen leverer fødevarer til institutionerne.
– Det er yderst problematisk, at man tager folk i den slags fusk og så lader som ingenting. Vi er nødt til at komme til bunds i den her sag, siger Manu Sareen.
De radikale vil nu sammen med Enhedslisten bede Frank Jensen om en redegørelse for, hvorfor de snydende virksomheder stadig er på kommunens leverandørliste.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra overborgmesteren.