23. november 2024

Hele landet: Oversvømmelserne giver colibakterier i badevandet ved strandene, men kommunerne ved ofte ikke, om vandet er forurenet før mange dage efter.

De kraftige regnskyl, som i dag og i weekenden ramte forskellige dele af Danmark, giver store mængder colibakterier i havet langs de danske badestrande.

– Når det regner kraftigt, løber der meget spildevand ud de fleste steder. Spildevandet er fortyndet afføring, og det badevand kan man blive syg af, siger Mogens Henze, som er professor i spildevand.

Han siger, at det som regel tager to-tre dage, før badevandet er fri for afføring igen.

Men kommunerne aner ofte ikke selv, hvornår der er afføring i deres badevand. Der går nemlig tre dage, fra man har taget en vandprøve, til man får svaret. Det gør prøven ubrugelig i akutte situationer, da det måske lige er i de dage, at colibakterierne er på deres højeste.

– Når man skal vente tre dage på resultatet af antal colibakterier, kan man ikke bruge det til noget i de områder, hvor der er risiko for overløb. Det vil sige i alle byområder og mange landområder, siger Jan Rasmussen fra Center og Park og Natur i Københavns Kommune til Newspaq.

Og det er ikke godt nok, mener han. Derfor har man her droppet at vente på vandprøverne og bruger i stedet sammen med strandene langs Øresund et avanceret varslingssystem, som med det samme beregner, om der er colibakterier i vandet. Så ved man nemlig præcis, hvornår der kan åbnes og lukkes for badning.

– Men i resten af Danmark, hvor der sker sådan noget akut, kan man ikke sige noget som helst. De tager jo en prøve, og hvis den tre dage efter siger, at der er colibakterier i vandet, så lukker de. Så tager de en ny prøve, og så går der tre dage igen, inden de får et svar. Er svaret positivt, åbner de igen, men så har de jo kun haft lukket i den periode, hvor det har været godt nok, påpeger Jan Rasmussen.

I Blå Flag Danmark forklarer man, at datoerne for vandprøverne bliver planlagt, før sæsonen går i gang. Det vil sige, før man ved, hvornår der akut er brug for måling.

– Det er i disse tilfælde op til den enkelte kommunes samvittighed, om de vil lukke stranden, mens de venter på svar på prøven, siger Helen Witt Qvist, national koordinator i Blå Flag Danmark.

Hun synes, at kommunerne skal være opmærksomme på at reagere, selv om resultatet fra vandprøven tager tre dage.

– Nogle kommuner vælger at være forsigtige og skriver et skilt, at folk skal vide, at der er risiko for, at der er e-coli i vandet, fordi der er så meget regn. Så er der andre kommuner, der vælger noget andet. Personligt synes jeg, man i disse situationer skal lave tvivlen komme til gode og advare folk om risiko for e-coli, siger Helen Witt Qvist.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.