Politiet havde travlt med at skabe ro og orden under årets Ringsted Festival, hvor flere gæster blev bortvist, og flere episoder krævede patruljernes indgriben.
Politiet var til stede med flere patruljer omkring Ringsted Festival hele weekenden som led i en forebyggende og tryghedsskabende indsats.
Torsdag aften var der udsigt til kraftigt uvejr, men Ringsted slap med et kraftigt regnskyl, som lagde en dæmper på festivalstemningen. Samme aften undersøgte politiet en anmeldelse om indtagelse af narkotika, men den pågældende person blev ikke fundet i besiddelse af ulovlige stoffer.
Senere blev to personer anmeldt for at have forceret hegnet ved nordscenen. Festivalvagterne tog sig af sagen, og senere på aftenen blev endnu en person bortvist for det samme.
Fredag måtte politiet rykke ud til Nordgaten, hvor en stærkt beruset gæst havde været opfarende over for personalet. Personen var faldet til ro ved patruljens ankomst, men blev bortvist fra festivalen.
Senere samme aften måtte politiet skille to mænd ad, da der var optræk til slagsmål. Ingen kom noget til, og begge fik en advarsel.
En avissælger foran festivalpladsen blev også bortvist efter at have optrådt grænseoverskridende over for flere gæster. Derudover assisterede politiet festivalpersonalet med at sende en bodejer hjem efter klager over vedkommendes opførsel.
Omkring midnat måtte politiet hjælpe vagterne med at bortvise en ung mand fra koncerten med “Ude af kontrol”. Han havde ifølge politiet optrådt voldsomt og forsøgt at stikke af flere gange.
Senere på natten skabte et skænderi mellem et kærestepar uro på Glamping Syd. Begge blev bortvist.
Lørdag standsede politiet en narkopåvirket bilist uden for festivalområdet. Manden fik taget en blodprøve og blev derefter løsladt.
Den bortviste avissælger dukkede senere op igen ved Nordgaten, hvor han ifølge politiet chikanerede gæsterne. Senere på aftenen blev han taget med til afrusning i detentionen.
Omkring klokken 23.36 blev politiet kaldt ud til et slagsmål, hvor en gæst var blevet slået. En mand erkendte at have optrådt voldsomt og blev bortvist fra festivalen.
Der opstod også tumult under koncerten med Artigeardit, hvor tre personer blev tilbageholdt af vagterne. Alle tre blev bortvist, og den ene blev desuden sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Ifølge politiet var der igen faldet ro over festivalpladsen omkring midnat.




