Klokken 01.32 natten til søndag så to betjente i en patruljevogn en Volvo XC90 på Valbygårdsvej i Slagelse, og de besluttede at følge efter bilen ad Hovvejen.
I krydset ved Strandvejen/Næsbyvej kørte bilen så hurtigt, at betjentene ville standse den. Det var føreren dog ikke indstillet på og øgede i stedet hastigheden og fortsatte retur mod Slagelse.
I en rundkørsel på Korsørvej kørte føreren den forkerte vej rundt, og flere politibiler kom nu til, hvilket fik bilisten til at standse på vej 22.
I Volvoen var der ud over føreren en 18-årig kvinde fra Slagelse og to 17-årige fyre fra henholdsvis Slagelse og Høng.
Føreren af bilen var en kun 17-årig fyr fra Slagelse, som virkede påvirket af stoffer, og det viste sig, at bilen var stjålet kort forinden i Mørkøv.
Alle fire i bilen blev sigtet for tyveri af bilen, og føreren af bilen blev sigtet for kørsel i påvirket tilstand, for kørsel uden førerret og for flere overtrædelser af færdselsloven.
Ved en visitation fandt betjentene 1,7 gram hash og en peberspray på den 17-årige, og han blev derfor også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og våbenloven.
De blev alle fire taget med til politistationen i Slagelse, hvor de blev afhørt, inden de blev løsladt igen tidligt søndag morgen.