22. november 2024
Arkivfoto: Rolf Larsen

Arkivfoto: Rolf Larsen

Da et nummerplade tjek viste, at bilen der kørte foran patruljevognen på Hvalsøvej ved Store Merløse i retning mod Hvalsø, var stjålet natten mellem tirsdag og onsdag i Munke Bjergby, ønskede politiet at standse den forankørende bil, men det var føreren ikke helt med på.

For da føreren opdagede politiet bagved, blev hastigheden sat op indtil Hvalsø, hvor den stjålne bil blev ført ad forskellige veje, indtil føreren til sidst kørte ud af Hvalsø ad Bentsensvej mod nord. I en vejkurve efter sidevejen Boerbjergvej mistede føreren kontrollen over personbilen, der kørte ind over en græsplæne og efterfølgende standsede op ad en ca. to meter høj skrænt.

To mænd flygtede fra bilen og løb i hver sin retning, men blev eftersøgt af personale fra den forfølgende patruljebil og politihunde fra en hundepatrulje, som kort efter ankom til uheldsstedet. På bagsædet i bilen traf politiet to piger på 14 og 15 år, hvoraf den 14-årige var kommet lettere til skade som følge uheldet. Hun blev derfor i en tilkaldt ambulance bragt til skadestuen til undersøgelse og fornøden behandling.

Hundepatruljen fik i den mellemliggende tid fundet de to undløbne unge mænd, som viste sig begge at være 16 år.

De tre personer blev alle bragt til politistationen i Roskilde, hvor den ene 16-årige fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for eventuel påvirkning af euforiserende stoffer under kørslen i den stjålne bil.

Politiet underrettede de sociale myndigheder i de tilbageholdtes hjemkommuner, hvorved politiet fik klarlagt, at alle fire unge var anbragt på institutioner for børn/unge i det midtsjællandske område. Personale herfra afhentede derfor de unge på politistationen i Roskilde, da efterforskningen og afhøringerne i sagen var afsluttet. Også den 14-årige, der blev bragt til skadestuen, blev derfra afhentet af personale fra den institution, hvor hun var anbragt.

Alle fire og de sociale myndigheder i de respektive kommuner vil alle høre nærmere fra politiet, når den strafferetlige del af nattens køretur skal afgøres.
Ejeren af den stjålne bil er blevet underrettet om, hvor bilen kan afhentes.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.