En 34-årig udenlandsk mand blev i fredags idømt fire måneders ubetinget fængsel i retten i Nykøbing F.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Manden blev standset af Toldstyrelsen og politiets udlændingekontrolafdeling i en rutinekontrol den 20. februar, da han ankom til Gedser med færgen fra Tyskland.
Det viste sig, han havde 17.850 euro og 2.850 kroner med i bilen, og han havde ikke angivet pengene med henblik på kontrol ved indrejsen. Derfor blev den 34-årige anholdt og sigtet for hvidvask.
Der blev også fundet nogle ampuller med doping, og den 34-årige blev derfor også sigtet for overtrædelse af lov om forbud mod visse dopingmidler.
Dagen efter blev han varetægtsfængslet i et grundlovsforhør og har været varetægtsfængslet siden.
De kontanter, den 34-årige medbragte, blev konfiskeret ved dommen, og han fik samtidig et forbud mod at rejse ind i Danmark i seks år. Den 34-årige blev varetægtsfængslet efter dommen med henblik på udvisning.