Vordingborg: Mandag eftermiddag standsede politiet en Audi, som kørte mod nord på Sydmotorvejen ved Farøbroerne.
Det viste sig, at bilen var stjålet fra en forhandler i Køge, og at den var forsynet med nummerplader, som var stjålet i sidste uge i Farum.
I bilen var der ud over føreren tre mænd fra Køge i alderen 21-24 år. De blev anholdt og sigtet for tyveri af bilen, mens føreren – en 26-årig mand fra Vordingborg – virkede påvirket, og han blev derfor også sigtet for kørsel i påvirket tilstand.
Det viste sig, at den 26-årige var eftersøgt til afsoning af en fængselsdom, så han blev overført til arresten i Køge for at påbegynde afsoningen.