23. november 2024

Hele landet: Hver tredje af os oplever konflikter og irritation på jobbet, når kollegerne tager kæledyret med på arbejdet, viser ny måling.

En bjæffende hund på kontoret og en kat, der efterlader klumper af sorte hår i arbejdspladsens hyggesofa.

Hver fjerde af os har oplevet, at vores kolleger tager deres kæledyr med på jobbet – og det skaber harme og irritation blandt mange, viser en meningsmåling foretaget af Wilke for Nyhedsbureauet Newspaq.

Næsten tre ud af 10, hvis kolleger har kæledyr med på jobbet, synes, det er “irriterende” eller “overhovedet ikke i orden, fordi arbejdspladsen er for mennesker og ikke dyr”.

Frustrationerne over de medbragte kæledyr skaber da også splid, viser målingen.

Mere end hver tredje af os, der har kolleger, som tager dyr med på jobbet, har oplevet konflikter og snakken i krogene, når kollegaerne inviterer savlende Fido eller den langhåret Sortemis med ind på kontoret.

Konfliktmægler og forfatter til bogen “Mød konflikten – Om konflikter på arbejdspladsen”, Nethe Plenge, kan godt forstå, at firbenede i kontorlandskabet kan være grobund for rynkede øjenbryn og stridigheder på jobbet – og at det kan få konsekvenser.

– Hvis der er uenighed om dyr på jobbet, så får kollegerne en konflikt og en uoverensstemmelse om noget, som faktisk ikke hører arbejdslivet til. Det kan skabe en unødig konflikt, forstyrre arbejdet og kan betyde, at man ikke kan koncentrere sig 100 procent om sin arbejdsindsats, siger Nethe Plenge til Newspaq.

Samtidig kan der opstå mere akutte problemer, når et dyr med pels pludselig tuller rundt ved printeren og på kontoret.

– Man kan risikere at gøre sin kollega syg, hvis han eller hun har pelsdyrallergi. Hvis hunden lægger hundehår rundt omkring, vil man som allergiker kunne opleve snotnæse, kløe i øjnene og astma, siger pressechef i Astma-Allergi Forbundet Lise Nørgaard til Newspaq og forklarer, at 7,7 procent af danskere over 16 år lider af pelsdyrallergi.

Det er dog langt fra alle, der siger “nej tak til kæledyr” på arbejdspladsen.

Cirka fire ud af 10 siger i Wilke-målingen, at det er “hyggeligt og helt ok”, at mennesket bedste ven eller andre kæledyr følger kollegaen fra 8-16.

Sådan er virkeligheden på magasinet ‘Vi med hund’, hvor flere firbenede er en fast del af kontorinventaret. Det er “deres andet hjem”, fortæller redaktør og dobbelt hundeejer Anette Hvidkjær.

– Lige nu er her en ruhåret hønsehund, en ruhåret gravhund, en eurasier og en cairn-terrier. Det er enormt hyggeligt, og de er kilde til smil. Når du skal spekulere over noget, så har du en hund, du kan ae. Det er lidt terapeutisk, fortæller hun til Newspaq og understreger, at hundene er meget velopdragne og ikke larmer.

Ifølge Wilke-målingen har cirka 40 procent – eller fire ud af 10 – af de adspurgte et kæledyr.

1.070 repræsentativt udvalgte danskere har deltaget i målingen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.