Hospitaler og sygehuse i Region Hovedstaden og Sjælland tjekker ordinationer, hvor der har været forkert label på medicinpakningen fra apoteket.
Der er konstateret en fejl i Sundhedsplatformen, som optræder på nogle recepter (0,6%), når hospitalslæger skal forny recept efter ændring af en bestående lægemiddelordination i Sundhedsplatformen.
Fejlen har været til stede siden introduktionen af Sundhedsplatformen på Herlev-Gentofte, men er først opdaget nu, efter en brugerrapportering til IT’s meldesystem Snow. Fejlen indebærer, at den nye recept fejlagtigt indeholder tekst om dosering af lægemidlet, som var gældende på den oprindelige og tidligere hospitalsrecept. Derfor har de to regioner besluttet, at der er behov for at gennemgå de berørte ordinationer/ recepter for at sikre patientsikkerheden. Fejlen blev rettet i Sundhedsplatformen den 25. oktober.
Oplysningerne i Sundhedsplatformen er korrekte
– Det er vigtigt at pointere, at den justerede ordination altid står korrekt på Fælles Medicinkort og i Sundhedsplatformen samt på den medicinliste, der udleveres til patienten på hospitalet. Det er således alene teksten på den medicinlabel, som apoteket sætter på det udleverede lægemiddel, der kan indeholde fejlagtig tekst om dosering, som stammer fra den oprindelige recept, fortæller koncerndirektør Svend Hartling, Region Hovedstaden.
Sundhedsplatformen har udtrukket patientlister med fejlramte recepter/ordinationer for de sidste seks måneder. Tallene viser, at der samlet i de to regioner er identificeret 3.829 berørte ordinationer. I samme periode er der samlet udstedt 658.054 recepter, hvilket svarer til, at 0,6 % af de udstedte recepter er berørt. Efter den første gennemgang skal det vurderes, om der skal samles op på fejlbehæftede recepter helt op til et år bagud.
– Det, vi skal tjekke op på, er, om patienten har fulgt lægens instrukser for medicinændringen, som den også står i Sundhedsplatformen og på Fælles Medicinkort. Finder vi patienter, der har fulgt anvisningen på medicinens label, og således har taget for lidt eller for meget medicin, skal afdelingen tage stilling til, hvordan der skal følges op, herunder om det er nødvendigt at patienten skal indkaldes til kontrol, blodprøver og andet, ligesom recepter skal tilrettes, siger sundhedsdirektør i Region Sjælland, Leif Panduro.
Viser det sig, at patienten vurderes at have taget skade, skal dette indberettes som en utilsigtet hændelse (UTH). Desuden hjælpes patienten med at søge erstatning, såfremt patienten har lidt skade.