1.306 tilskuere så på, da FC Helsingør onsdag aften sikrede sig oprykning til 1. division.
FC Helsingør tog imod Holbæk B&I på Helsingør Stadion, til en kamp, hvor hjemmepublikummet uden tvivl forventede, at deres hold ville sikre sig oprykning til landets 2. bedste række.
Det blev dog ikke helt den fodboldfest, som fansne nok havde håbet på, selvom den tidligere holbækker Martin Koch efter blot to minutter bragte FC Helsingør foran 1-0.
På trods af føringen fik hjemmeholdet ikke rigtig spillet til at fungere og heller ikke gæsterne kunne udnytte de få muligheder, som de fik i første halvleg.
Efter pausen havde Helsingør fortsat svært ved at få et flow i spillet. Først et kvarter inde i 2. halvleg begyndte hjemmeholdet at få lidt mere styr på sit spil, dog uden at det kom til nogen store chancer.
Holbækkerne fik heller ikke nogen oplagte chancer og kampen endte derfor 1-0 til FC Helsingør, som med tre spillerunder igen, altså allerede har sikret sig oprykning.