Hele landet: Fattige familier inviteres til gratis jul på Kalslunde Strand Hotel.
Fra den 23. til den 26. december inviterer ASF-Dansk Folkehjælp, med hjælp fra Arbejdsmarkedets Feriefond, 18 enlige forsørgere og deres børn på juleferie på Karlslunde Strand Hotel. Familierne kan se frem til fire juledage i hyggelige omgivelser, der byder på aktiviteter, hygge og ikke mindst julegaver.
Hvert år tilbyder ASF-Dansk Folkehjælp over 1.500 udsatte børn, unge og voksne et gratis ferieophold, men det er første gang at ASF-Dansk Folkehjælp arrangerer et ferieophold i julen. Ambitionen bag ferieopholdet er at give de udsatte familier en god fællesoplevelse, i en tid hvor samhørighedsfølelsen er i fokus. Der bliver rig mulighed for hyggestunder når de 18 familier blandt andet skal på en tur til Tivoli, komplet med æbleskiver, varm kakao og turpas til børnene, spise julemiddag med alt hvad der dertil hører, danse om juletræ og pakke gaver op.
Generalsekretær for ASF-Dansk Folkehjælp, Klaus Nørlem, udtaler:
– Vi har netop afsluttet arbejdet med at uddele julehjælp til fattige børnefamilier, og i år modtog vi over dobbelt så mange ansøgninger om julehjælp i forhold til sidste år. Vi har ved selvsyn kunnet konstatere hvad mange rapporter og undersøgelser tidligere har peget på: Antallet af fattige danske familier vokser.
– Vi er derfor enormt begejstrede for at have fået mulighed for at arrangere et ferieophold i juledagene for nogle af de familier, der har henvendt sig til os i forbindelse med julehjælpen. Udover at være hårdt trængt økonomisk, kæmper mange af familierne med social eksklusion og følgelig ensomhed og mangel på netværk. Ferieopholdet giver familierne en tiltrængt pause fra en presset hverdag, hvor de kun skal tænke på at hygge sig med sig selv og hinanden, slutter Klaus Nørlem.