Far og søn tæt på skud under fisketur i Køge Bugt

En 47-årig mand og hans seksårige søn kom torsdag eftermiddag tæt på flere skud, mens de var på fisketur i Køge Bugt.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 17.53. Manden forklarede, at han pludselig hørte flere projektiler blive affyret og flyve tæt forbi båden. Ingen af de to kom til skade, og faren fik efterfølgende sejlet båden i land.

Midt- og Vestsjællands Politi har siden undersøgt området ved Bredden ved Billesborgvej i Køge med blandt andet kriminalteknikere, efterforskere og hundepatruljer.

På land har politiet fundet ni afskudte patronhylstre, som ifølge politiet stemmer overens med den 47-åriges forklaring.

– Der er tale om en ganske alvorlig anmeldelse, hvor flere skud er blevet affyret ud over vandet og har været tæt på båden, hvor en far og søn befandt sig, siger vicepolitiinspektør Søren Danielsen.

Politiet har på nuværende tidspunkt ingen mistanke om, hvem der står bag, eller om skuddene blev affyret forsætligt. Politiet søger derfor vidner, der befandt sig i området omkring klokken 17.53.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.