Politiet mødte onsdag ved 13-tiden op med en narkohund ved et skur til en ejendom på Københavnsvej i Roskilde, efter at der var indkommet et tip om stor aktivitet og mistanke om narkosalg.
I skuret fandt politiet 15 hashklodser med en samlet vægt på 1.502 gram. Politiet identificerede efterfølgende en 48-årig mand som bruger af skuret.
Mandens lejlighed i Roskilde blev også ransaget. Her fandt politiet 186 salgsposer med 1 gram hash i hver, en hashklods på knap 100 gram, tomme salgsposer, en digitalvægt, en salgstelefon samt 11.500 kroner i kontanter.
Alle fund blev beslaglagt, og den 48-årige mand blev sigtet for salg af euforiserende stoffer. Han blev taget med på politistationen, men løsladt senere samme dag. Han kan forvente at høre mere i sagen senere.




