Antallet af overvægtige børn i Slagelse Kommune er faldet og årsagen skal måske findes i en tidlig indsat for hele familien.
Skolebørnsundersøgelsen fra 2014 viser et fald i andelen af overvægtige børn i alderen 11-16 år fra 12,9% i 2012 til 10,9% i 2014.
– Det er meget positivt, at vi nu ser et fald i Slagelse Kommune, da det netop er vigtigt at få hånd om overvægt i børne- og ungdomsårene for at sikre en stabil vægt senere i livet til glæde for den enkeltes sundhed og trivsel. Nu gælder det om at holde fast i den positive udvikling med vores indsatser, fortæller Michael Gram, formand for sundheds- og seniorudvalget i Slagelse Kommune.
Netop barnets trivsel kan påvirkes af overvægt, da det kan give tidlige sociale problemer i form af f.eks. mobning, lavere selvværd og ringere livskvalitet. Langt over halvdelen af de personer, der er overvægtige som børn, forbliver overvægtige som voksne, og den tidlige indsats kan derfor være altafgørende for sundheden senere i livet.
Ud over den psykiske påvirkning er den fysiske påvirkning af overvægt også sundhedsskadelig med bl.a. øget risiko for forhøjet blodtryk, Type-2-diabetes og fedt-lever.
Tidlig indsats og hjælp til forældrene skal hjælpe kurven nedad
Flere faktorer kan være årsag til faldet, og i Slagelse Kommune tror man på, at en målrettet indsats de senere år blandt andet har bidraget til den positive udvikling.
– Vi tog i 2012, som den første kommune i Danmark, hul på arbejdet med Holbæk-Modellen i kommunalt regi, som tager udgangspunkt i en familieorienteret indsats. Familien får hjælp, støtte, løbende vægtkontrol og vejledning til at stoppe vægtforøgelsen gennem en individuel plan, som også kan indeholde psykologhjælp efter behov. Målgruppen for vores indsats går ned til tre år, og derfor har vi som noget nyt indført besøg af sundhedsplejersken, når et barn netop fylder tre år for at kunne opspore eventuel mistrivsel på så tidligt et stadie som muligt, fortæller Louise Friis Pihl, tværkommunal kostvejleder i Slagelse Kommune.
Årsagerne til overvægt er komplekse og kan bl.a. tælle uhensigtsmæssige mad-, drikke- og aktivitetsvaner, som dertil kan hænge sammen med psykiske udfordringer hos det enkelte barn, hvorfor det er vigtigt at komme hele vejen rundt om barnets situation og familieliv.
Fokus på børn og unges vægt og trivsel er en del af den kommende Sundhedspolitik i Slagelse Kommune, hvor et mål er færre overvægtige børn.