Taastrup: Glostrup Ret har i dag varetægtsfængslet en 18-årig mand, som Københavns Vestegns Politi sigter for at have bortført en 2-årig pige i Taastrup natten til onsdag.
Den 18-årige blev onsdag anholdt kl. 17.40 i Nivå af Nordsjællands Politi. Ved anholdelsen havde han den lille pige hos sig. Hun er i god behold.
Han blev torsdag kl. 13 fremstillet i grundlovsforhør for lukkede døre ved Glostrup Ret. Her rejste Københavns Vestegns Politi sigtelser for grov vold, trusler og frihedsberøvelse.
Retten bestemte, at den 18-årige varetægtsfængsles i fire uger.