23. november 2024

København: Faderhuset bekræfter endelig, at de har solgt Jagtvej 69. Samtidig viser analyse fra anerkendt boligadvokat, at grunden er belånt for 10,8 millioner kroner, hvilket han betegner som ’usædvanligt’.

Hvem der er køberne er fortsat uvist, men forhadt frikirke har solgt fra. Advokat-formanden betegner lånene i grunden som ‘usædvanlige’.

Rotterne, der løber rundt på grunden Jagtvej 69, har fået ny gæstgiver.

Det bekræfter selskabet Human A/S, der er ejet af Faderhuset, over for Nyhedsbureauet Newspaq.

– Det er fuldstændig underskrevet og alt muligt. Salget er uigenkaldeligt, siger bestyrelsesformand Michael Djarling.

Samtidig står det klart, at frikirken har belånt grunden til langt op over de historiske mure. Knap 10,8 millioner kroners lån er optaget gennem selskabet Ventureinstituttet.

Faderhuset holder dog hånden over, hvem der har købt den omstridte grund.

– Det kan jeg ikke kommentere, fastslår Michael Djarling.

Grunden blev solgt allerede sidste år og befinder sig netop nu i tinglysningsprocessen. Derfor optræder handlen endnu ikke i de tykke digitale bøger, siger han.

Faderhuset oplyser, at grunden er solgt fra, fordi den er blevet en byrde for frikirken.

– Vi magtede ikke at udvikle grunden. Nedrivningen var dyrere end ventet, forklarer en meget fåmælt bestyrelsesformand.

Og den tilbageholdende tone kan have gode årsager.

Siden Faderhuset købte Ungdomshuset og den 1.047 kvadratmeter store Jagtvej 69-grund tilbage i april 2001 for 2,6 millioner kroner har frikirken nemlig optaget kæmpelån til en samlet værdi af knap 10,8 millioner kroner i grunden.

Den belåning er ifølge formanden for Danske Boligadvokater, Jan Schøtt-Petersen, usædvanlig. Han har mandag eftermiddag analyseret tingbogsattesten på Jagtvej 69 for Newspaq.

Ifølge ham er lånene usædvanlige, fordi ingen af dem er optaget gennem realkreditinstitutter men gennem investeringsselskabet Ventureinstituttet.

– Det har tydeligvis været hårdt arbejde at eje den ejendom. Når de har skullet låne penge, har de været henvist til den syvende bedste løsning, siger han.

– Lånene viser, at Human A/S løbende har haft behov for at låne store penge til driften af ejendommen. Ejendomsskatter, renter og nedrivningen har kostet, siger han.

Ifølge politiken.dk mener repræsentanten for Fonden Jagtvej 69, Knud Foldschack, at Ventureinstituttet er de nye ejere af Jagtvej-grunden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.