Først vinterdæk til december

Hovedstadsområdet: Tålmodighed er nøgleordet, hvis du vil have skiftet fra sommerdæk til vinterdæk. En rundringning foretaget til 10 autoværksteder og dækcentre i hovedstadsområdet viser, at vi skal langt ind i december, før nogen har tid til at skifte hjulene.

– Vi får mellem 20 og 50 opkald om dagen, og det kommer meget bag på dem, at der er så lang ventetid, fortæller Kenneth Hansen fra Dansk Autoservice i Hvidovre. Han havde den første ledige tid for et dækskifte. 8. december.

Selv de store landsdækkende kæder som Superdæk og Quickpot må melde hus forbi i forhold til en hurtig aftale om at skifte dæk. Og det endda hvis bilisten selv har vinterdækkene monteret på hjul, så bilen bare lige skal en hurtig tur på liften.

Ingen af Superdæks afdelinger i det sydlige Københavnsområde kunne skifte fire hjul før midt i december, og telefonventetiden var på 19 minutter for overhovedet at komme igennem til en medarbejder.

– Der er cirka 20.000 flere personer, der i år har købt vinterdæk i forhold til sidste år, fortæller Kenneth Hansen. Han har samtidig et godt bud på, hvorfor folk er så forhippede på at få nyt gummi på bilens hjul.

– Jeg er helt sikker på, at det har noget at gøre med, at vi havde en hård vinter sidste år, hvor en masse røg i grøften eller sad fast. Så i år vil folk være i god tid, slutter han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.