Taastrup: 28-årig udleverede gerningsvåben til bankrøver.
En 28-årig tyrkisk mand fra Vallensbæk er blevet idømt to år og seksmåneders ubetinget fængsel og udvist af Danmark for bestandigt for medvirken til væbnet røveri.
Den 28-årige blev dømt for medvirken til et røveri, som han havde truet en anden gerningsmand til at begå bl.a. ved at udlevere gerningsvåbnet.
Røveriet fandt sted kort før klokken 13 den 29. juni i år. En 24-årig mand fra Tårnby røvede et pengeinstitut på Taastrup Hovedgade. Den 24-årige var bevæbnet med en skarpladt pistol, som han havde fået udleveret af den 28-årige.
Den 24-årige truede personalet til at udlevere et større beløb i kontanter.
Han flygtede fra stedet, men blev pågrebet ca. kl. 13.25 ved Vallensbæk Sø med pistol og penge.
Den 24-årige erkendte, men forklarede, at han var blevet truet til at begå røveriet på grund af en pengegæld. En forklaring, han har fastholdt siden anholdelsen og frem til sin dom ved Østre Landsret den 2. november 2009.
Politiets efterforskning førte på baggrund af den 24-åriges forklaring og teleoplysninger frem til den 28-årige, som siden den 17. september 2009 og frem til dommen mandag, har siddet varetægtsfængslet for medvirken til røveriet.
Den 28-årige ar siden sagens start nægtet sig skyldig og ankede dommen på stedet.