Korsør: Politi og brandvæsen måtte flere gange i løbet af weekenden rykke ud til påsatte brande i Korsør.
Klokken 23.34 fredag aften fik politiet en anmeldelse om, at der var brand i to biler på p-pladsen foran Hotel Grand Par.
Blot tre minutter efter var der brand i en container, der stod i et stålskur på Motalavej 81, og klokken 00.22 udbrændte en affaldscontainer, der stod på Fasanstien i Korsør.
Søndag aften kort efter klokken 22 var der igen brand på Motalavej, hvor der var ild i to affaldscontainere, og på Fasanstien var der brand en bunke affald på ladet af en lastbil.
Politiet mener at brandene er påsatte og opfordrer derfor eventuelle vidner til at henvende sig på telefon 114.