Brøndby: En 20-årig mand er blevet fængslet for røveri mod en bagerforretning. Politiet søger stadig to medgerningsmænd.
I Fredags blev en 20-årig mand fra Brøndby varetægtsfængslet i fire uger for røveri mod Brøndby Bageren på Brøndbyøster Torv.
Røveriet skete torsdag d. 7. januar kort efter klokken 17.
Mens den kvindelig ekspedient var ude bagved, stjal tre gerningsmænd kasseapparatet i bagerbutikken. Hun nåede lige at se, de tre gerningsmænd løbe ud af butikken med kasseapparatet. En mandlig ansat og politiet blev alarmeret.
Den mandlige ansatte fulgte efter de tre gerningsmænd, der løb til højre mod nord og senere til højre i østlig retning. Kort efter lykkedes det ham at indhente de tre ved en kældertrappe. Her blev han truet, skubbet og slået, hvorefter gerningsmændene flygtede igen.
Ved stisystemet mellem Gillesager og Bredager lykkedes det dog for den mandlige ansatte at indhente og tilbageholde den ene af gernigsmændene til politiet kom frem og kunne anholde ham. De to medgerningsmænd slap væk.
Politiet søger nu hjælp til at identificere de to medgerningsmænd, der beskrives som:
A: Mand. Dansk. 20-25 år. Ca. 185 cm høj og spinkel af bygning med karseklippet hår. Iført rød jakke med hætte.
B: Mand. Dansk. 20-25 år. 180-185 cm høj og almindelig af bygning. Iført sort jakke med hætte.
Henvendelse kan ske til Københavns Vestegns Politi på telefon 4386 1448.