Trafik: Den 12. december får Movias busser nye køreplaner. Det er et af de mest omfattende køreplansskift i mange år.
Det årlige køreplansskift i Movias busser træder i kraft 12. december. I år er antallet af ændrede køreplaner ekstraordinært stort. Ca. 400 linjer ændres. Det er ikke kun antallet af ændringer, der er exceptionelt stort, også ændringerne på de enkelte linjer er større end normalt.
Mange linjer får ny køreplan med minutjusteringer, mange linjer får ny rute, en del linjer får nyt linjenummer og mange linjer får både minutjusteringer, ny rute og nyt linjenummer.
Der er særligt store ændringer i Gribskov og Frederikssund kommuner.
Derudover kommer der 10 nye R-linjer, heraf fire i Nordsjælland. Med de nye R-linjer kommer der flere afgange og bedre korrespondancer til tog. Sidst men ikke mindst får både Køge og Næstved A-busser.
På Movia.dk kan man se alle ændringerne fordelt på kommuner.
Alle de kunder, der abonnerer på information om ændringer på bestemte buslinjer via MitMovia, får særlig information om evt. ændringer på deres linjer via mail eller sms.
Man vil naturligvis også kunne finde trykte køreplaner i busserne.