Hele landet: I 2008 blev 424 tilfælde af gonore registreret. Året efter nærmede tallet sig 600, fortæller Statens Serum Institut.
Det svier og klør. Nogle gange lugter det. Og så er det virkelig pinligt at snakke om. Kønssygdomme. Gonoré vinder stærkere og stærkere indpas i den danske ungdomskultur.
En undersøgelse, som Statens Serum Institut offentliggør den 8. september, viser, at mens 424 fik registreret gonoré i 2008, nærmede tallet sig 600 året efter. Det er en meget stor stigning, vurderer afdelingslæge på Statens Serum Institut, Susan Cowan overfor Newspaq.
For at få en kønssygdom, skal der to ting til: Du skal have ubeskyttet sex, og du skal have sex med nogen, der slæber rundt på en af de smitsomme sygdomme. Alt tyder på, unge I dag lever op til de krav, forklarer Susan Cowan til Nyhedsbureauet.
– Der er flere kønssygdomme i omløb end for fem år siden, siger hun og henviser til tal fra instituttet, der viser, at både forekomsten af gonoré, syfilis, klamydia og kønsvorter er på vej op.
00’ernes unge forstår simpelthen ikke at beskytte sig I modsætning til dem, der var unge og vilde for 20 år siden.
– I 80erne, hvor HIV var det store hype, var alle sindssygt gode til at bruge kondom. Alle kønssygdomme faldt. Bang! Folk forstod at beskytte sig, men kun i en årrække, siger hun.
Og nu er kønssygdommene altså på vej tilbage. Det skyldes ifølge Susan Cowan, at sex sætter vores evne til at vurdere risiko ud af spil.
– Vi er styret af andre behov end behovet for sikkerhed. Hjernen laver en hurtig risikovurdering, når vi skal krydse gaden, men sådan fungerer det ikke, når det kommer til sex. Det er enormt indviklet, for vores behov stritter i mange retninger.
Unge er altså udmærket klar over risikoen ved at dyrke sex uden kondom. Det mener også Bjarne B. Christensen, der er generalsekretær i Sex og Samfund. Men der kan være langt fra tanke til handling, når pulsen slår hårdt.
– Faktuel viden er ikke nok. Det skal blive noget, de handler på, og det kræver andre processer. Kampagner alene er ikke nok. Der skal initiativer til fra mange sider, før kurven kan blive knækket, siger han til Newspaq.
Både fra Statens Serum Institut og Sex og Samfund har to råd til mænd og kvinder: Brug kondom, og hvis du har sex med flere, så bliv testet. Tit.