Ekspert: Tjetjener vil hævne tegninger

Den mistænkte bombemand filmet på et posthus i København. Foto: Politiet.
Den mistænkte bombemand filmet på et posthus i København. Foto: Politiet.

København: Ruslandsekspert er ikke overrasket over, at bombemanden fra Hotel Jørgensen er ung tjetjener.

Det handler mere om Muhammed-krigen end om krigen i Tjetjenien.

Det siger Ruslandsekspert og lektor i statsvidenskab, Mette Skak, fra Århus Universitet om oplysninger om, at bombemanden, der fredag bragte en bombe til sprængning på et toilet i det centrale København, kommer fra Tjetjenien.

– Når det viser sig at være en tjetjener, så er der tale om en radikaliseret tjetjener. Og det er udtryk for, at krigen i Tjetjenien er blevet overtaget af radikale islamister, der har radikaliseret nogle af de tjetjenske aktører, siger Mette Skak.

Selvom manden ifølge Mette Skak er ideologisk styret af al-Qaeda og derfor føler det som en pligt at hævne Muhammed-tegningerne, tror hun dog ikke, at han har handlet efter ordre fra terror-netværket.

– Han virker amatøragtig. Det ser ikke ud til, at der er så meget organisation bag sig. Han minder mere om en ensom ulv, siger hun.

Krigen i Tjetjenien har således ikke spillet en rolle for den unge tjetjeners færden i Danmark, ifølge Mette Skak.

Den opfattelse deler Ruslands- og Tjetjenien-kender og journalist på Politiken, Vibeke Sperling.

– Vi har ikke noget fortilfælde for, at tjetjenske ekstremister skulle være særlig ophidsede over Muhammed-tegningerne, og det tyder på en anden inspiration end fra Tjetjenien, siger hun.

Vibeke Sperling er derfor overrasket over, at bombemanden viser sig at være tjetjener.

– Det er ikke ret mange tjetjenere, vi har set i terrorsager på vestligt territorium, siger Vibeke Sperling.

Hun mener, at bombemanden tilknytningsforhold til Belgien er afgørende for at forstå hans bevæggrunde, og at radikaliseringen måske er sket her.

– I så fald er det jo næppe tilfældet, at det hænger sammen med den tjetjenske konflikt. Så tyder det jo snarere på, at det hænger sammen med nogle kontakter, han har i Belgien, siger Vibeke Sperling.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.