Flygtningelejren Adjumani i det nordlige Uganda, var engang verdens største. I dag bor her ”kun” 70.000 mennesker, hvoraf 80 procent er uledsagede børn. Deres forældre er ofte blevet slået ihjel eller kidnappet af rivaliserende stammer i den sudanesiske borgerkrig. Det er ikke unormalt at halvstore piger ankommer alene over grænsen med små børn på hoften. I en særlig modtagelejer rehabiliteres flygtningene i tre måneder, før de integreres i den almindelige lejr. PRfoto.
Der er langt fra en asiatisk eliteskole til en overfyldt flygtningelejr i det nordlige Uganda.
Alligevel spiller begge steder en afgørende rolle i 9.- og 10. klasses undervisningen på Odsherreds Efterskole, der har tradition for at sende sine elever på udvekslingsophold.
Det nye er, at eleverne ikke bare skal se globaliseringens lyse sider via ophold i velfungerende lande – de skal også se dens mere dystre sider.
-For os repræsenterer Kina og de øvrige industrilande i Asien de enorme muligheder, der er i en globaliseret verden. Flygtningesituationen i Uganda hører derimod til blandt de absolutte udfordringer. Vi vil have, at vores elever stifter bekendtskab med begge sider, forklarer forstander Tom Hagedorn.
Når han sender ikke færre end 140 elever ud i verden, er det for at forberede dem på en fremtid, der vil være fyldt med globale udfordringer.
-Vores elever er jo nogle af fremtidens beslutningstagere. Derfor er det afgørende vigtigt, at de både ser globaliseringens forside og bagside med deres egne øjne. Det skal ruste dem til at blive langt bedre forvaltere af kloden, end min egen generation nogensinde har været, siger Tom Hagedorn.
Barske oplevelser i vente
Når elevernes oplevelser i Malawi, Zambia, Cambodia og Uganda sker i et samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp.
Og her er man begejstret for efterskolens initiativ.
-Vi vil gerne være med til at give danske efterskoleelever et indblik i vores arbejde, og hvordan nogle af klodens allerfattigste mennesker lever. Vi vil også gerne vise dem, at der trods fattigdom er håb, og at der selv blandt flygtninge er stærke mennesker, der kæmper for et værdigt liv. Rejserne vil modne eleverne, og forhåbentlig inspirere dem til at gøre en forskel både nu og i fremtiden, siger chefkonsulentBirthe Juel Christensen.
Eleverne har siden skoleårets start forberedt sig på opholdet. Og hverken skolens lærere eller Birthe Juel Christensen har lagt skjul på, at der kan være stærke oplevelser i vente.
Det gælder også det ti-dages ophold i Uganda.
-Det er ikke nogen turistrejse, de skal på, men en rejse, der vil give dem indsigt i, hvad fattigdom og udviklings- og nødhjælp er for noget. De vil møde en række menneskeskæbner, heriblandt mange børn, og de vil komme til at se, hvordan man bor og lever, når man er på flugt.
Den første dag i Uganda går turen således nordpå til grænsen mellem Uganda og Sydsudan. Det er her flygtninge i tusindvis strømmer ind over grænsen for at nå til den store Adjumani lejr, hvor flere end 70.000 flygtninge allerede bor.
Noget andet end tv
17 årige Kasper Jørgensen er en af de 25 elever, der i øjeblikket går rundt med sommerfugle i maven. Han tror mødet med nogle af verdens fattigste bliver en skelsættende oplevelse.
-Jeg er sikker på, det bliver noget helt andet, end at se det på tv. Vi kommer jo meget tæt på, og ser, hvor svært de har det – også børnene. Vi har fået at vide, at vi ikke må græde, men det bliver nok svært for nogle af os.
Han fortæller, at sikkerhed har spillet en stor rolle i forberedelserne, og at turen også derfor vil blive noget helt andet end den studietur til Singapore, han tidligere har været på.
-Jeg tror ikke, det kan sammenlignes. Det værste vi oplevede i Singapore var at have mange lektier for. Det her er jo noget helt andet, hvor børn er blevet forældreløse, og der virkelig er nød. Jeg tror det bliver en tur, der får en til at skønne på, hvor godt vi har det hjemme i Danmark.
Mor var bekymret
Den vurdering er 17-årige Camilla Prip Larsen helt enig i. Ligesom Kasper Jørgensen tror hun, at mødet med Uganda kommer til at sætte sig spor.
-Jeg har aldrig været i Afrika, og har aldrig mødt rigtigt fattige mennesker. Jeg tror, det bliver en oplevelse, der vil få mig til at engagere mig i indsamlinger og den slags, når vi kommer hjem. Jeg tror ikke, det er noget man glemmer lige med det samme.
Camilla fortæller, at hendes mor har været nervøs for at sende hende afsted, men at hun alligevel har accepteret det.
-Hun ved godt, at det er noget, jeg virkelig gerne vil, og som jeg har glædet mig til. Og da hun så, hvor meget både efterskolen og Folkekirkens Nødhjælp gør ud af sikkerheden, sagde hun ok. Det er jeg selvfølgelig vildt glad for, siger Camilla Prip Larsen.
