Søndag eftermiddag blev en mand fundet død i Hareskoven. Vedkommende er ikke endeligt identificeret, men politiet formoder, at der er tale om den 40-årige Niels Ulrich Kjellerup Kjeldsen, som har været forsvundet siden starten af juli.
Den afdøde mand blev fundet ca. 1,2 km fra det sted, hvor Niels Ulrich Kjellerup Kjeldsens bil blev fundet efterladt ved Hareskoven i starten af måneden.
– Vi afventer en endelig identifikation, men vi formoder, at det er Niels Ulrich Kjellerup Kjeldsen, siger vagtchef Kim Svenningsen, Københavns Vestegns Politi.
Ifølge politiet er der ikke umiddelbart noget der tyder på, at dødsfaldet er sket under mistænkelige omstændigheder. Der holdes retslægeligt ligsyn mandag.
Niels Ulrich Kjellerup Kjeldsen blev efterlyst i starten af juli, hvor han forsvandt i nedtrykt sindstilstand.
Familien er underrettet, oplyser politiet.