Midt- og Vestsjællands Politi efterlyser nu mand i sagen om drabet på en 57-årig kvinde i Fårevejle.
Der er tale om den 26-årige (Navn slettet -red.) fra Odsherred, som mistænkes for at have en rolle i forbindelse med drabet på en 57-årig kvinde, som blev fundet død på en adresse på Adelers Alle, Fårevejle St., onsdag eftermiddag.
(Navn slettet -red.) har været eftersøgt siden onsdag aften, men det er ikke lykkedes for politiet at finde ham nogen steder, idet han formodes at skjule sig i Københavns-området.
Politiet har ikke noget signalement af (Navn slettet -red.), men offentliggør et overvågningsfoto af ham i håb om, at offentligheden kan hjælpe politiet med at finde frem til ham.
Politiet har endvidere en bekymring for ham på grund af hans formentlig uligevægtige sindstilstand.
Henvendelser om den efterlyste bedes givet til Midt- og Vestsjællands Politi på tlf. 4635 1448 eller via nærmeste politi på tlf. 114.
Opdatering: Den 26-årige er blevet anholdt og i den forbindelse er hans navn og billede slettet fra artiklen.