3. december 2024

Foto: Politi.dk

Københavns Politi øger efter anbefaling fra PET sikkerheden ved københavnske julemarkeder og på Strøget.

Det sker oven på mandagens tragiske hændelse i Berlin, hvor en lastbil pløjede sig gennem et julemarked. Det kostede 12 mennesker livet og sårede over 40.

Ud over en yderligere skærpelse af den i forvejen forøgede politimæssige tilstedeværelse, vil der visse steder også blive opsat nogle trafikregulerende foranstaltninger i form af fysiske afspærringer med videre.

– Uvarslet terror mod forsamlinger af uskyldige mennesker er meget vanskeligt fuldstændig at sikre sig imod, men vi tager nu i samarbejde med PET og Rigspolitiet nogle yderligere initiativer for at sikre Københavnerne så godt som muligt her i juletravlheden. Det skal dog understreges, at risikoen for at blive offer for et terrorangreb i Danmark fortsat er begrænset, siger ledende politiinspektør Peter Dahl.

Københavns Politi har siden terrorangrebet i København i februar 2015 været i forhøjet beredskab, og sikkerhedsniveauet i byen er i forvejen forøget.

– Allerede op til julemåneden iværksatte vi nogle ekstra foranstaltninger omkring julemarkeder med videre, og nu skærper vi altså den generelle sikkerhed i byen yderligere. Vi vil gøre vores bedste for, at alle fortsat kan færdes trygt, og vi får heldigvis også god hjælp af borgerne. Ser man noget mistænkeligt i byen, skal man ikke tøve med at kontakte os på 114, siger chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.