Hvidovre Hospital modtog natten til fredag en patient med mistanke om ebola-smitte. Patienten blev sat i isolation.
– Patienten kom ind med feber og havde rejst i områder af Afrika, hvor der er ebola, fortæller ledende overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling, Bjarne Ørskov Lindhardt.
Da patienten – som ikke er sundhedsfaglig – ankom til hospitalet gik højisolationsproceduren i gang, og der blev taget prøver, som blev sendt til Serum Instituttet. Fire timer senere kunne personalet på afdelingen afblæse alarmen, og konstatere at prøverne var negative, og at beredskabet fungerede.
– Det forløb fuldstændig rutinemæssigt. Det er den første patient, vi har haft indlagt med mistanke om ebola. Vi har fået vist, at systemet fungerer, og vi fik mistanken afkræftet efter 4 ½ timer, siger Bjarne Ørskov Lindhardt og tilføjer at der ikke er grund til bekymring – heller ikke hvis der på et senere tidspunkt skulle komme en patient, som er positiv.
– Vores beredskab er altid på plads, det skal det være. Vores ansatte og patienter behøver ikke bekymre sig om risikoen for ebola. Selvom vi skulle få ebolapatienter, er det ikke farligt for dem at gå på arbejde eller være indlagt, slutter Bjarne Ørskov Lindhardt.