23. november 2024

Hele landet: Alle kan kræve morarenter, når et firma har beholdt dine penge lidt for længe. Og det kræver kun en e-mail at få dem.

De har uretmæssigt beholdt dine penge, og nu tager det en krig at få dem igen.

Når du som kunde har oplevet, at en virksomhed har opkrævet for meget ved en fejl eller på anden måde skylder dig penge, hvor ofte har du fået renter af den tid, de haft dine kroner?

Men hvis situationen er omvendt, altså at du ikke har betalt din regning, er de fleste virksomheder yderst hurtige til at sende dig rykkere, flere rykkere samt trusler om inkasso.

– Man har krav på renter, hvis der er gået mere end 30 dage, efter man har krævet sit tilgodehavende fra en erhvervsdrivende, slår forbrugerombudsmand Henrik Øe fast over for Nyhedsbureauet Newspaq.

Og det er ikke kun de fysiske forretninger, der skal betale for at beholde dine penge i for lang tid.

– Hvis man har handlet på nettet og har fortrudt sit køb, skal man ifølge Forbrugeraftaleloven have pengene tilbage efter senest 30 dage. Og fra det tidspunkt kan man også kræve renter, siger Henrik Øe til Newspaq.

Morarenter er navnet på den rente, man ifølge loven er berettiget til. Den lyder på Nationalbankens udlånsrente opgjort halvårligt plus 7 procent: i øjeblikket er den på 8,55 procent.

Dit rentekrav er dog noget, du skal gøre virksomhederne grundigt opmærksom på. Ellers får du ikke en krone.

Nyhedsbureauet Newspaq tog et tjek i telebranchen for at høre selskaberne, om de betaler morarenter, når de beholder deres kunders tilgodehavende lidt for længe.

– Nej, vi har ikke en automatiseret proces, men det sker nu også utroligt sjældent, at en sag trækker så længe ud, siger kommunikationschef i teleselskabet 3, Stine Green Paulsen, til Newspaq.

– Det forholder sig sådan, at vi ikke betaler morarenter til de kunder, der har et tilgodehavende hos os, skriver Telenors kommunikationsrådgiver, Rikke Juul Hansen, i en mail.

Telia har følgende syn på sagen.

– Men man har ret til at kræve det, det er rigtigt, men det er ikke noget, vi udbetaler pr. automatik. Det er systemet ikke sat op til, siger juridisk direktør i Telia, Jens Ottosen-Støtt, til Newspaq.

Men er systemet ikke sat op til automatisk at sende en rykkerskrivelse med 100 kroner i gebyrer ud den anden vej?

– Jo, det er det, slutter han.

Vi ville også gerne have hørt Danmarks største teleselskab, TDC, om deres politik. Men det lod sig desværre ikke gøre.

– Det vil vi ikke kommentere, sagde kommunikationsdirektør i TDC, Nicolai Due, til Newspaq.

Det kræver dog ikke særlig meget at gøre sit rentekrav gældende, når du har penge til gode hos en virksomhed, der ikke automatisk udbetaler dem til dig.

– Send et brev eller en e-mail, hvor du skriver, at du kræver dine penge tilbage. 30 dage derefter har du så krav på renter, slutter Forbrugerombudsmanden til Newspaq.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.