Sakskøbing: En 56-årig mand fra Sakskøbing blev i nat anholdt og sigtet for forsøg på manddrab.
Den 56-årige havde sammen med en 43-årig mand fra Sakskøbing og en 39-årig bekendt fra Gedser drukket en del i en ejendom i Sakskøbing.
Efter en uoverensstemmelse blev den 39-årige stukket i brystet med en brevåbner.
Han blev kørt til Nykøbing sygehus, hvor han fortsat er indlagt til observation.
Den 43-årige blev taget med til politistationen i Næstved, hvor han nu skal afhøres nærmere.