Hele landet: DRs generaldirektør Kenneth Plummer har torsdag valgt at trække sig fra posten som generaldirektør i DR. Generaldirektøren stopper efter fem år i spidsen for DR.
– Jeg har i dag taget konsekvensen af den seneste tids blæst om min person og meddelt DRs bestyrelsesformand, at jeg har agter at forlade min stilling. Jeg har været glad for mine fem år i DR og føler, at DR som medievirksomhed er kommet på ret kurs – både økonomisk og organisatorisk. Jeg holder meget af DR og ønsker derfor heller ikke, at min person kommer til at flytte fokus fra DRs virke, siger generaldirektør Kenneth Plummer.
DRs bestyrelsesformand Michael Christiansen siger i en kommentar til Kenneth Plummers beslutning:
– Jeg beklager, at Kenneth Plummer har valgt at trække sig, men jeg forstår hans beslutning. Kenneth Plummer har gjort utroligt meget for DR de forgangne fem år. Han blev stillet over for en svær opgave på et mildest talt vanskeligt tidspunkt i DRs historie. Plummer har til fulde løst opgaven og har været stærkt medvirkende til at bringe DR på ret kurs efter budgetoverskridelserne i forbindelse med byggeriet af DR Byen. Også organisatorisk har han stået i spidsen for at gennemføre de nødvendige omstruktureringer, som sikrer, at DR er rustet til at møde fremtidens udfordringer som mediehus og kulturinstitution.
Maria Rørbye Rønn konstitueres
Kenneth Plummer fratræder sin stilling pr. dags dato og vil i de kommende dage bruge tiden på at afvikle og overlevere. Bestyrelsen har samtidig besluttet, at direktør for DRs juridiske politiske sekretariat Maria Rørbye Rønn bliver konstitueret som generaldirektør, samt at stillingen som generaldirektør hurtigst muligt vil blive slået op.
DRs bestyrelse er indkaldt til et ekstraordinært bestyrelsesmøde i aften, torsdag.