Greve: Tre drenge satte i aftes ild til et skur ved Gersager Skolen i Greve.
Politi og brandvæsen blev omkring kl. 20.45 sendt ud til Gersager Skolen, hvor der var ild i et skur, som blandt andet indeholdt opmagasinerede stole, borde og lænestole.
Skuret og indhold blev brandskadet.
Et vidne havde set 3 drenge på 13 og 14 år på stedet. Politiet fandt drengene, som indrømmede, at de havde været i skuret og havde sat ild til polstringen på en lænestol. De forsøgte selv at slukke ilden ved at slå på den med en jernstang. Da det ikke lykkedes, forsøgte de med lidt vand, men måtte opgive. De flygtede herefter fra stedet.
Da drengene er under 15 år, kan de ikke straffes, men sagen er overdraget til de sociale myndigheder.
– ms