Stenlille: Natten til lørdag opdagede en politipatrulje en bil på Hovedgaden i Stenlille, der kørte slingrende og med slukkede lygter.
Betjentene forsøgte at få kontakt til personerne i bilen, men i stedet forsøgte de at køre fra politibilen.
Nu fulgte en jagt gennem Stenlille og hele vejen til Sorø, hvor de bl.a. kørte ind gennem Akademigrunden. Undervejs kunne politiet konstatere, at bilen var stjålet fra en adresse i Sorø.
Bilen standsede først, da den kørte i et hul på et parkeringsareal ved stationen.
Betjentene fik hurtigt fat i to af passagererne: en 15-årig og en 14-årig dreng – begge fra Sorø. Senere fik politiet også fat i de to sidste passagerer i bilen: to 16-årige drenge fra Sorø.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser, at sagen undersøges nærmere i øjeblikket.