Retten i Glostrup har har varetægtsfængslet en 15-årig dreng, som Københavns Vestegns Politi sigter for et hjemmerøveri i Taastrup i september. Københavns Vestegns Politi vil fortsat gerne i kontakt med en cyklist, som så røverne på gerningstidspunktet.
Røveriet fandt sted mandag d. 22. september kl. 20.10, da et ældre ægtepar blev udsat for et røveri i deres hjem på Skolevej i Taastrup. To maskerede røvere trængte ind, truede parret med en pistol og en jernstang og slog manden på arme og ben.
Efterforskning har nu ført til, at en 15-årig dreng fra lokalområdet blev anholdt torsdag morgen og senere varetægtsfængslet i fire uger af Glostrup Ret ved et lukket retsmøde.
Københavns Vestegns Politi efterlyste vidner i offentligheden dagen efter røveriet men søger fortsat et vigtigt vidne – en cyklist, som kan have set røverne:
– Vi vil stadig meget gerne i kontakt med en cyklist, som kørte på Skolevej ca. klokken 20 den 22. september og ringede med ringeklokken ad to af røverne, fordi de gik i vejen, siger politikommissær Hans Tonnesen.